Генрик Юхан Ибсен
Peer Gunt / Пер Гюнт
© ООО «Издательство АСТ», 2025
Peer Gunt
Den tegn
Åse, en bondemands enke.
Peer Gynt, hendes søn.
To kærringermed kornsække.
Aslak, en smed.
Bryl-lupsgæster.
Køgemester.
Spillemand, o. s. v.
Et par indflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres døttre.
Bonden på Hægstad.
Ingrid, hans datter.
Brudgommen og hans forældre.
Tre sæterjenter.
En grønklædt kvinde.
Dovregubben.
En hoftrold.
Flere lignende. Troldjomfruer og troldunger. Et par hekse. Tomtegubber, nisser, hougfolk, o. s. v.
En styg unge.
En stemme i mørket.
Fugleskrig.
Kari, en husmandskone.
Master Cotton,
Monsieur Ballon,
Deherrer v. Eberkopf
og Trumpeterstråle,
rejsende herrer.
En tyv og en hæler.
Anitra, en beduinerhøvdings datter.
Arabere, slavinder,
dansende piger, o. s. v.
Memnonstøtten (syngende.)
Sfinxen ved Gizeh(stum person.)
Begriffenfeldt, professor, dr. phil., forstander for dårekisten i Kairo.
Huhu, en målstræver fra Malebarkysten.
Hussejn, en østerlandsk minister.
En fellahmed en kongemumie.
Flere dårekistelemmer samt deres vogtere.
En norsk skipper
og hans mandskab.
En fremmed passager.
En prest.
Et ligfølge.
En lensmand.
En knappestøber.
En mager person.
(Handlingen, der begynder i førstningen af dette århundrede og slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet, o. s. v.)
Første handling
(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien. Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)
Åse
Peer, du lyver!
Peer Gynt
(uden at standse.)
Nej, jeg gør ej!
Åse
Nå, så band på, det er sandt!
Peer Gynt
Hvorfor bande?
Åse
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
Peer Gynt
(står.)
Det er sandt – hvert evigt ord!
Åse
(foran ham.)
Og du skæms ej for din moer?
Først så render du tilfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og til slut med åbne øjne
mener du at få mig bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
Peer Gynt
Vest ved Gendin.
Åse
(ler spotsk.)
Rigtig, ja!
Peer Gynt
Hvasse vinden bar ifra;
bag et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
Åse
(som før.)
Ja rigtig, ja!
Peer Gynt
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så af ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg mig flytted.
Gemt i røsen op jeg glytted; —
slig en buk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
Åse
Nej, bevares vel!
Peer Gynt
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netop kniven køre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud af næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gendin-eggen!
Åse
(uvilkårligt.)
Jesu navn da —!
Peer Gynt
Har du set den
Gendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvas bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi for fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
Åse
(svimmel.)
Å, Gud trøste mig!
Peer Gynt
Med et,
på en rådløs bråbrat plet,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kaglende, forskræmt,
fra den knart, hvor han sad gemt,
klods for bukkens fod på eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med os begge!
(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os bergets svarte vægge,
under os et bundløst slug!
Først vi kløvte lag af tåger,
kløvte så en flok af måger,
som igennem luften vigende
fløj til alle kanter skrigende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igennem fjeldsø-stillet
op mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
Åse
(gisper efter vejret.)
Peer! Gud fri mig —! Sig det snart —!
Peer Gynt
Buk fra luften, buk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om os klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nåde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bag ham; —
jeg foer hjem —
Åse
Men bukken, du?
Peer Gynt
Å, han går der vel endnu; —
(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer):
kan du finde ham, så tag ham!
Åse
Og du har ej knækket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – prisen, takken,
skyldes dig, som hjalp min gut! —
Brogen har dog fået en revne;
