blir du kælen, Peer Gynt, —
vil du lege og dægge, —
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
Peer Gynt
Din helvedes mare!
Kvinden
Men det er s'gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fant!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
Ungen
(spytter på ham.)
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen;
bare bi, bare bi!
Kvinden
(kysser ungen.)
Å nej, for hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din op af dage,
når du engang vokser op!
Peer Gynt
(stamper.)
Gid I var så langt —!
Kvinden
Som vi nu er nær?
Peer Gynt
(knuger hænderne.)
Og alt dette —!
Kvinden
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
Peer Gynt
Værst for en anden! —
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
Kvinden
Å ja; det svier til de skyldfri, sa›e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)
Peer Gynt
(efter en lang taushed.)
Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der finds ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem?
Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i vilde skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Men det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøj ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
kræve, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strakte arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs
og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —
(går nogle skridt mod hytten, men standser igen.)
Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge —?
(kaster øksen fra sig.)
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
Solvejg
(i døren.)
Kommer du?
Peer Gynt
(halvhøjt.)
Udenom!
Solvejg
Hvad?
Peer Gynt
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt
at hente.
Solvejg
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
Peer Gynt
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
Solvejg
Men ikke for langt, du!
Peer Gynt
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
Solvejg
(nikker efter ham.)
Ja, vente!
(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)
(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skor-stenen. Katten på en stol ved sengefoden.)
(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)
Åse
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Åse, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Peer Gynt
(kommer.)
Godkveld!
Åse
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
Peer Gynt
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se herned.
Åse
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
Peer Gynt
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Åse
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igen.
Peer Gynt
(vrider på sig og går opover gulvet.)
Se så! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri —!
Er du kold på fødder og hænder?
Åse
Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, lad den bli gild.
Å nej, det er sandt —
Peer Gynt
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
Åse
Ja ja.
(ser uroligt om i stuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
Peer Gynt
(med et vrid.)
Nu igen!
(hårdt.)
Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Åse
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
Peer Gynt
Ja, ja; lad den ræglen fare.
Lad fare den hele sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden – en anden dag.
(sætter sig på sengekanten.)
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast. —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
Åse
Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsler, du!
Peer Gynt
(afbøjende.)
Hvad er her for nyt i bygden?
Åse
(smilende.)
