De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —
Peer Gynt
(hurtigt.)
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
Åse
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —
Peer Gynt
Men smeden, hvor er han havnet?
Åse
Å ti med den skidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —
Peer Gynt
Nej, nu vil vi sammen snakke, —
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut?
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengestok
og bredte over mig fellen,
og sang både stev og lok?
Åse
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart for.
Fellen var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.
Peer Gynt
Ja, men det allerbedste, —
moer, kan du minds det med? —
det var dog de glupe heste. —
Åse
Ja, mener du ikke jeg ved —?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol —
Peer Gynt
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.
Åse
Der fremme i dumpen jeg knejste —
Peer Gynt
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, —
du var dog en kærlig sjæl —!
Hvad ynker du for?
Åse
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.
Peer Gynt
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.
Åse
(urolig.)
Nej, Peer, jeg vil flytte!
Peer Gynt
Flytte?
Åse
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.
Peer Gynt
Du snakker! Bred over dig fellen.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok.
Åse
Hent heller postillen i kottet:
jeg er så urolig tilsinds.
Peer Gynt
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos konge og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo —
Åse
Men, snille Peer, er jeg buden?
Peer Gynt
Ja, det er vi begge to.
(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!
Åse
Kære Peer, hvad er det som ringer —?
Peer Gynt
De blanke dumbjelder, moer!
Åse
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Peer Gynt
Nu kører vi over en fjord.
Åse
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
Peer Gynt
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
Åse
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
Peer Gynt
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre, de danser?
Åse
Ja.
Peer Gynt
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.
Åse
Hilser han?
Peer Gynt
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.
Åse
Vin! Har han også kager?
Peer Gynt
Ja da! Et smækfuldt fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.
Åse
Å, kors; kommer vi to sammen?
Peer Gynt
Så tidt og så jævnt du vil.
Åse
Å nej da, Peer, for en gammen
du kører mig, stakkar, til!
Peer Gynt
(smækker med pisken.)
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!
Åse
Kære Peer, du kører vel ret?
Peer Gynt
(smækker igen.)
Her er brede vejen.
Åse
Den farten,
den gør mig så låk og træt.
Peer Gynt
Der ser jeg slottet sig højne;
om lidt så er kjørslen slut.
Åse
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!
Peer Gynt
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener, du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. —
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit!
(med dyb stemme.)
«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om til moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden dans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans —?
(går op til hovedgerdet.)
Du skal ikke ligge og glane —!
Snak, moer; det er mig, din gut!
(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster hansnoren bort på stolen og siger dæmpet:)
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.
(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! —
Men nu får du takke tilbage —
